Juniorerne
Som juniorspejder øver du dig sammen med din patrulje i at tage ansvar for flere opgaver og dermed blive mere selvstændig. I får mange opgaver som handler om, hvor vigtigt samarbejdet er i patruljen.
Juniorerne vil opleve at blive stillet mere løse opgaver og selv skulle regne ud hvordan de skal løses.
Juniorerne er selv med til at planlægge og forberede nogle af møderne og weekendturene. Vi støtter og styrker spejderne i gradvist at tage mere og mere ansvar for deres spejderarbejde. Vi laver ca. 2 mærkeforløb hvert halvår og det er spejderne der vælger hvilke mærker vi skal tage.
Der er i øjeblikket 19 mærker at vælge imellem, så det kan af og til være lidt af en proces at blive enige. Selve beslutningsprocessen er også vigtig for at styrke juniorerne i at arbejde sammen.
Juniorerne får den første introduktion til rollen som patruljeleder og de ældste juniorer har mulighed for at tage på det første patruljelederkursus, PUF.
Vi tager det sidste sikkerhedsbevis, som er øksebeviset. Nye spejdere skal selvfølgelig også tage kniv- og savbevis. Sikkerheden er altid central i alt vores spejderarbejde.
Vi er udendørs meget af tiden, så vær altid forberedt på at være udendørs. Vi elsker at lave bål og bålmad og vi tilstræber at vi hvert halvår har 2-3 madmøder, hvor vi møder tidligere og laver mad over bål sammen. Skoven bliver også brugt flittigt til møderne til alt fra at træne at finde vej, brug af koder, træne samarbejdet i patruljen, til refleksion over spejderloven.
Vi tager på overnatningsture og i perioden påske til efterårsferie vil overnatning som regel være i telt, shelter eller bivuak.
Vi øver os i at bygge pionerprojekter, så vi kan lave en flot og sej lejrplads, når vi skal på sommerlejr.